Kunne du godt tænke dig at flyve til New York på 3½ time? Ærgrer du dig over, at du ikke nåede at flyve med Concorden? Så fat mod, du behøver måske ikke at ærgre dig så meget længere. Concordens efterfølger er på vej. Måske.
De gamle
Det fransk-engelske Concorde er det ikoniske overlyds passagerfly.
Concorde
Det europæiske prestigeprojekt blev med kraftig statsstøtte udviklet fra en ide i 1969 til ibrugtagning (EIS) i 1976.
Flyet blev produceret af British Aircraft Corporation (BAC senere BAE) og Sud Aviation (senere Aérospatiale) – et samarbejde der senere blev til Airbus. Det var det første passagerfly med fly-by-wire; dog ikke den moderne digitale version.
Det var et mindre fly end man lige forestiller sig, mindre end Boeing 737 og Airbus A320. Der var kun plads til max 128 passagerer i en 2+2 konfiguration.
Flyet havde en max hastighed på mach 2,2, men motorerne brugte utrolige mængder af brændstof pga., at motorerne måtte bruge efterbrænder som et militært jagerfly for at opnå overlydshastighed, hvorfor halvdelen af brændstoffet blev brugt under starten.
Flyet blev en kommerciel fiasko – bl.a. fordi de amerikanske myndigheder ikke tillod flyet at flyve over land pga. den kraftige støj fra det soniske brag, der fulgte flyet. Med stigende brændstofpriser blev det også et umuligt fly økonomisk. Der blev kun produceret 20, hvoraf kun 16 kom i kommerciel drift med Air France og British Airways. Flyet blev taget ud af drift sidste gang i 2003 efter en fatal ulykke i Paris i 2001, hvor flyet forulykkede, fordi der blev suget dele faldet af det foregående fly ind i motorerne.
USA ville også være med, og der blev udskrevet en design konkurrence, som Boeing, Lockheed og North Amerika deltog i med Boeing som vinder med Boeing 2707.
Forestilling om Boeing 2707 med foldbare vinger
Boeing 2707 var tænkt som et meget større fly med plads til 250-300 passager og en topfart i nærheden af mach 3 (nok lidt overoptimistisk, da aluminium begynder at smelte pga. friktionsvarme ved den hastighed) – derfor forestillede man sig bl.a. at det skulle have foldbare vinger i stil med bombeflyet Rockwell B1.
I modsætning til europæernes Concorde præstigeprojekt så man mere på de kommercielle muligheder i USA, og de så ikke godt ud, så projektet blev droppet i 1971 da statsstøtten ophørte.
Sovjetunionen fik derimod fremstillet et overlydspassagerfly Tupolev Tu-144.
Tupolev Tu-144 foran Concorden
Tu-144 blev beskyldt for at være en Concorde-kopi, og det lignede da også utroligt meget, men det var måske ikke så mærkelig taget aerodynamik i betragtning – og det fløj faktisk før Concorden (hvilket ikke udelukker en vis del kopiering, men der var mange dygtige flydesignere i Sovjetunionen). Det kan kendes på de særprægede foldbare canards foran på flyet.
Flyet var lidt større end Concorden med plads til op til 150 passager og med samme tophastighed.
Flyet var på alle måder en katastrofal fiasko. Udvikling og produktionen blev nok forceret af politiske årsager med det resultat, at flyet styrtede ned ved præsentationen på Paris Air Show i 1973.
Der blev kun fremstillet 16, og der blev kun fløjet 55 ture med passagerer i 1977/78, hvorefter det blev brugt som fragtfly (!) i 5 år. Flyet blev derefter kun brugt til forskning indtil 1999.
De nye
Hvor utroligt det end lyder i disse tider med flyskam og fokus på energibesparelser, er der -og har der været- flere projekter i gang med henblik på at fremstille et overlydspassagerfly.
De fleste er opgivet igen, men to står tilbage. Et forsøgsfly og et kommercielt projekt.
X-59 QueSST (Quiet SuperSonic Technology) er et forsøgsfly, der fremstilles af Lockheed Martin Skunk Works på vegne af NASA’s Low-Boom Flight Demonstrator projekt. Det er et forsøg på at designe et fly med så lavt sonisk brag, når det gennembryder lydmuren og flyver med overlydshastighed, at det overholder støjreglerne for at flyve over land.
X-59 visualisering
X-59
Flyet er designet til en maksimal hastighed på mach 1,5. Ved at bruge en lang small krop med canards til at bryde chokbølgerne håber man at støjen på jorden vil være 1000 gange mindre end normalt for et overlydsfly.
I stedet for at bøje næsen nedad som på Concorden og Tu-144 for at kunne se landingsbanen, er flyet udstyret med et elektronisk visionsystem.
Det kommercielle projekt er Boom Overture fra Boom Technology.
Oprindeligt lignede det en 75% skalamodel of den deltavingede Concorde, men er blevet redesignet, så det nu har et traditionelt haleplan.
Visualisering af Boom Overture
Flyet får plads til max 80 passagerer med en max hastighed på mach 1,7 (nedsat fra det oprindelige mål på mach 2,2).
Flyet skal bygges af kulfiberforstærket polymere (cfrp), så det bliver langt lettere end Concorden, og Boom Technology hævder, at det vil få økonomi som for almindeligt passagerfly. Der er ingen støjdæmpende teknik som på X-59, men Boom påstår, at det vil kunne overholde støjkravene.
Ingen af de store motorfabrikanter har haft lyst til at designe de 4 motorer, der skal drive flyet uden efterbrænder, så Boom er sammen med et par mindre motorudviklere selv gået i gang med at udvikle low-bypass turbofan-motoren Boom Symphony, der er beregnet til 100% bæredygtigt syntetisk brændstof (SAF).
EIS er planlagt til 2029, og United og American Airlines har bestilt 35 fly. Mange iagttagere tror dog, at det er ret risikofrie bestillinger, som ikke koster flyselskaberne meget, og nok mest er beregnet til at få Boom Overture til at se ud som et realistisk projekt.
Som led I udviklingen har man designet en 1/3 model XB-1 med tre motorer (”Baby Boom”).
Baby Boom
Derudover har der været flere forslag om at fremstille et overlyds forretningsfly, men ingen har resulteret i et levedygtigt projekt.
Flygiganterns Kamp 