I modsætning til situationen mht. passagerfly er der stadig tre store producenter af militærfly i USA, og de deler de markedet på følgende måde:
Lockheed Martin fremstiller jagerfly (det stadig producerede gamle F-16 (stammer fra General Dynamics), det ikke længere producerede F-22 (i samarbejde med Boeing) og F-35).
Northrop Grumman fremstiller bombefly (det ikke længere producerede B-2 og det fremtidige B-21) samt det ikke længere producerede træningsfly T-38 (stammer fra Northrop).
Boeing fremstiller det kommende nye træningsfly T-7 (i samarbejde med svenske SAAB) og de stadig producerede gamle F-15 og F/A-18 (stammer fra McDonnell / McDonnell Douglas), det ikke længere producerede AV-8B (stammer fra McDonnell Douglas) samt det ikke længere producerede Bombefly B-52, som dog gennemgår løbende opgraderinger.
Af ikke længere aktive producenter fremstillede Rockwell International B-1 bombeflyet og Fairchild Republic angrebsflyet A-10, som flyvevåbnet forgæves har prøvet at slippe af med i årevis, for de interesserer sig ikke for at hjælpe på land – men det er et crazy fly.

A-10; foto: Master Sgt. William Greer, USAF
Verdens første 5. generationsfly F-22 (EIS 2005) stammer fra USAF’s Advanced Tactical Fighter program fra 1980’erne, der havde til formål at udvikle et overlegent modsvar til Sovjetunionens Su-27 til erstatning for F-15. I finalen vandt Lockheed/Boeing/General Dynamics YF-22 over Northrop/McDonnell Douglas YF-23, som var et mere avanceret fly med ruddervators/V-tail (kombineret halefinner og haleplan) for at mindske radarsignaturen og udstødning på oversiden skærmet med keramiske kakler for at mindske den termiske signatur, men det var også et mere usikkert projekt og ikke så manøvredygtigt som YF-22 med 2D thrust vectoring.

YF-23 øverst og YF-22 nederst; kilde: USAF
Det var planen at købe 750 F-22, men prisen løb amok, og da Sovjetunionen gik i opløsning skar man ned på militærbevillingerne i USA, så det endte med, at der kun blev fremstillet 187 ud over otte testfly.
Da flyet fik eksportforbud pga. den avancerede teknologi, blev der ikke fremstillet flere og produktionslinjen blev nedlagt. US Air Force er heller ikke interesseret i at få flere. Flyet er meget kostbart at vedligeholde pga. den radarabsorberende coatning, så flyvevåbnet vil faktisk gerne putte nogen af dem i mølposen, da flyet ikke er meget anvendelige til andet en luftdueller, hvilket politikerne dog har modsat sig.
Det næste 5. generationsfly F-35 Joint Strike Fighter var et ”billigere” projekt til et mere alsidigt anvendeligt fly, primært til erstatning for det vidt udbredte F-16. ’Joint’ står for, at det også skulle erstatte angrebsflyet A-10, flådens F/A-18 Hornet (ikke det nyere Super Hornet, som har samme nummer, men er et meget større fly) og marinekorpset McDonnell Douglas AV-8B, som er en kopi af det britiske Hawker Sidely Herrier jump fly – det eneste ikke-amerikansk udviklede militærfly i brug i USA.
I JSF-konkurrencen vandt Lockheed Martin/Northrop Grumman X-35 over Boeings X-32, der er så grimt, at nogen mener, at Boeing havde fortrudt, at de bød på projektet, og ville være sikker på ikke at vinde.

Boeing X-32; kilde: USAF
F-35 bygges i tre versioner: grundmodellen F-35A (2016), STOVL-modellen F-35B (2015) samt hangarskibsmodellen F-35C (2019) med større vinger og kraftigere landingsstel.
Udviklingen af F-35 er ikke gået efter en snor, da man utraditionelt besluttede at begynde produktionen af flyet inden den endelige test og godkendelse var afsluttet, hvilket bl.a. gav forsinkelser på en pålidelig hjelm med visirdisplay. Og nu har flyet problemer med en fejlfyldt software-opdatering, som bl.a. sinker leveringen af de danske fly.
I modsætning til F-22 er F-35 solgt til 20 lande: Australien, Belgien, Canada, Danmark, Finland, Grækenland, Holland, Italien, Israel, Japan, Norge, Polen, Rumænien, Singapore, Schweiz, Sydkorea, Tjekkoslovakiet, Tyskland, UK, USA.
Der er foreløbigt bygget over 1000, og det samlede salg er på ca. 3500 (heraf ca. 2500 til USA), hvoraf ca. 500 er B-versionen (de fleste til US Marines), og lidt færre er C-versionen (kun til US Navy – Italien, UK og Japans flåder bruger B-versionen til deres jump hangarskibe).