Den inkrementelle tilgang til grønnere flyvning

De fleste projekter med elektriske fly har været små fly – ofte trditionelle privatfly ombygget til elektriske batterifly. Der har været flere hundrede af den type projekter, men de fleste bliver ikke til noget. I dag er der kun ganske få projekter, der har fået et fly i luften og flyver, og endnu færre der er certificeret til kommerciel flyvning.

Slovenske Pipistrel Velis Elektro, der som det første batterifly i 2020 blev certificeret til flyvning, er et ombygget turbopropfly. Det er et meget let topersoners træningsfly med en flyvetid i luften på knapt en time. Det har en cruisehastighed er ca. 167 km/t.

Velis Electro; foto: Alan Wilson, Flickr

Det danske flyvevåben leasede i 2021 som det første flyvevåben i verden netop Pipistrel Velis Electro til brug som skolefly. Flyvevåbnet besluttede dog ikke at beholde flyet, da leasen udløb i 2023; tiden i luften var for kort.

Ud over Velis Electro er amerikanske Beta Technologies Alia CX300 blevet certificeret i november sidste år. Det et sekspersoners fly (inkl. to piloter) eller alternativt fragtfly – altså betydeligt større end Velis Electro, og i modsætning til dette ikke et ombygget fly men et nyt fly med en mere ukonventionel udformning med en dobbelt halebom og en pusherpropel.

Alia CX300; kilde Beta Technologies

Beta Technologies angiver at CX300 har en rækkevidde på over 450 km med en opladningstid på under en time og CO2-udledning 75 % mindre end et tilsvarende turbopropfly. Der er indtil videre kun fremstillet to eksemplarer af flyet, som nu skal bruges til at demonstrere egenskaberne.

Ud over selve flyet udvikler Beta Technologies den nødvendige ladeinfrastruktur og havde ved årets begyndelse åbnet 46 ladestationer i USA med flere på vej.

Israelsk designede Eviation Alice er et batteriflyprojekt beregnet til ni passagerer og to piloter. Prototypen fløj første gang i 2022. Efter et redesign i 2024 består flyet af 95 % kompositmaterialer og har to elektriske motorer placeret ved en T-halesektion.

Eviation Alice efter 2024 redesign; kilde Eviation

Eviation Alice blev i begyndelsen af 2025 puttet i mølposen, og projektets fremtid er uklar.

VoltAero Cassio er en fransk start-up virksomheds planer om at fremstille en familie af milde hybrdifly, hvor batteriet kun tænkes brugt i nærheden af lufthavnen. Familien skal bestå af tre typer: det firepersoners Cassio 300, det sekspersoners Cassion 480 og det tipersoners Cassio 600.

Cassio 300 er det mest fremskredne, og har været igennem mange forandringer. Det fremstår nu som et futuristisk fly med to sæt vinger – små foran og større bagved, og en pusher-propel mellem en dobbeltbom hale.

VoltAero Cassio 300 produktionsversion; kilde wikipedia

Californiske Ampaire Eco Caravan er et konverteret Cessna-fly.

En parallel-hybrid demonstrator ‘the Electric EEL’ baseret på det lette push-pull fly Cessna 337 Skymaster fløj første gang i 2019 med den ene motor erstattet med en elektrisk motor.

I 2022 fløj produktionsmodellen EcoCaravan for første gang. Det er baseret på det nisædede Cessna 208B Grand Caravan.

Ampaire Eco Caravan; kilde Ampaire

Med en integreret stempel/elektrisk motor angives flyet at have en række vidde på 2000 km med en brændstofbesparelse og CO2 reduktion på 70 %.

Ampaire modtager ordre på Eco Caravan, som burde have været klart sidste år, men er forsinket som synes at være reglen inden for flyudvikling.

Ampaire har planer om et fremtidigt 19-personers fly ’Eco Otter’ baseret på de Havilland Canada/Viking Air DHC6 Twin Otter.

Men der er stadig et stykke at gå før et egentligt gennembrud for fly med batterier. Og som med biler har hybridversioner nok ingen rolle på langt sigt.

Skriv en kommentar