Sommerupdate 1

Er duopolets tid ved at være forbi?

Nok ikke lige på det nærmeste, men det kan være interessant at se på alternativerne til Boeing og Airbus.

I Vesten er brasilianske Embraer nu eneste alternativ efter canadiske Bombardier solgte deres C-serie til Airbus (nu A220). Bombardier fremstiller nu kun forretningsfly.

Embraer er ikke en direkte konkurrent til Boeing 737 og Airbus A320-familie, men deres E-jets konkurrerer med Airbus A220.

Embraer E195-E2

Efter det mislykkede forsøg med en joint venture med Boeing, som kostede Embraer mange penge, klarer de sig nu rimeligt godt. De sælger det forældede E175 til amerikanske flyselskaber, som pga. af den tåbelige Scope klausul ikke kan købe de mere moderne E2-varianter med P&W økonomiske gearede turbofanmotorer, fordi de er for tunge. De større E190/E195-E2 sælger de så til resten af verden – bl.a. SAS har netop købt 45 E195-E2.

Desuden er der begyndt at komme kunder til deres militære transportfly C-390; bl.a. flere europæiske lande ser det som et alternativ til amerikanske C-130 Herkules.

Spørgsmålet er, hvad Embraers planer for fremtiden er, nu hvor der tilsyneladende er styr på økonomi og produktion: Hvad skal deres næste projekt være, hvad skal de bruge deres unge og veluddannede flyingeniører til? I lang tid var der tale om et turbopropfly, da de mente, at der kunne være plads til et alternativ til ATR (delvist ejet af Airbus), som er den eneste producent af propelpassagerfly i Vesten, efter at Bombardier ophørte deres produktion af Dash8-Q400. Men de tanker er vist definitivt opgivet; der er ikke et stort marked for regionale turboprops, da amerikanere mener, at det er gammeldags at flyve i propelfly.

En anden mulighed, som især andre foreslår, ville være at gå i direkte konkurrence med de to store med et fly svarende til Boeing 737 og Airbus A320. Især efter Boeings problemer kunne der være et mulighedsvindue. Embraer har viden og erfaring til at søsætte et sådan fly, men sporene fra Bombardiers forsøg med C-serien skræmmer. Ikke alene fik Boeings angreb dem til at sælge flyserien, den fik Bombardier til helt at trække sig fra produktion af rutefly.

Så måske nøjes Embraer med indtil videre at lave militære overvågningsvarianter af deres E-serier.

Men så er der alle de nye upstarts, har de potentiale til noget?  Nogle af dem vil vi se på i næste sommerupdate.

Skriv en kommentar