Er det nu Airbus tur til modgang?

Så måtte Airbus krybe til korset og indrømme, at de ikke kan nå det optimistiske mål for leverede fly i 2025. Målet var 820 men det er nu nedsat til 790.

De har fået et par gode grunde til at det glipper – som ikke er så gode endda.

Først var der problemer med en softwareopdatering på A320neo, som tilsyneladende var overfølsom over for udladninger på solen. Det startede med et fly, der utilsigtet pludselig tabte højde. Hvordan Airbus har fundet ud af, at det var softwaren, der var et problem er uklart, lige som hvorfor det kun er et problem for den nye software. Ca. 6000 fly var berørte, og der var heldigvis en nem løsning, idet man blot kunne reloade den gamle version af softwaren. Så utroligt skabte det næsten ingen forsinkelser og aflysninger.

Det gør det andet problem heller ikke, for det drejer sig ikke om flysikkerhed. Alligevel giver det langt større problemer for Airbus. Det drejer sig om nogle aluminumsfuselageplader, som er fejlbehæftede – formodentlig noget med tykkelsen. En række fly skal tilbage til Airbus – men kan altså godt flyve videre indtil da – og have skiftet disse plader, men de flest berørte fly er endnu ikke leveret fra Airbus. Airbus bliver altså nødt til at rykke ressourcer fra samlebåndet til reparationsværkstedet.

Endnu en gang skyldes problemerne en underleverandør; pladerne bliver fremstillet på en fabrik i Spanien. Det alvorligste ved denne sag er, hvorfor der gik flere måneder før Airbus opdagede at pladerne var ukurante? Der har været talt og skrevet meget om kvalitetsproblemerne hos Boeing, men kvalitetssikringen hos Airbus er tilsyneladende heller ikke helt i top. Og dette fokuserer endnu en gang på det generelle problem at få leveret tilstrækkeligt materiale i tilstrækkelig god kvalitet fra underleverandørerne.

Boeing er ved at nå op på at levere lige så mange 737MAX om måneden (42) som Airbus A320neo (44). Men Boeing har nået dette antal ved ud over at levere fra samlebåndet at levere fra opmagasinerede fly. Dem er der nu ikke flere af, så nu skal alle fly komme friske fra samlebåndet. Ydermere har Boeing i den periode de leverede få fly stadig modtaget normale mængde fra deres underleverandører, men dette lager er nu også ved at være opbrugt, så nu får de samme problemer med manglende leverancer fra underleverandørerne som Airbus har.

På sigt har Airbus derfor måske de bedste chancer for at øge produktionshastigheden, for de har trods alt ikke samme mængde udfordringer som Boeing. Boeing regner med at begynde at tjene penge til næste år, men inden de kan begynde at investere i udviklingsafdelingen og betale deres investorer har de en kæmpegæld de skal have tilbagebetalt. Indtil videre har de betalt deres underskud ved at frasælge uvæsentlige dele af koncernen.

Skriv en kommentar