Er fremtiden grøn – eller sort?

Selv om vi satte fuld fart på omstillingen til mere bæredygtig flyvning, vil det tage lang tid inden vi får fly uden udledning af CO₂ og andre gasser skadeligt for klimaet.

At gøre flyvningen grøn er en langsom proces. Det tager lang tid at udvikle nye fly – nu om dage mindst otte til ti år. Og selv om man kunne gøre det hurtigere, vil der ikke være et stort marked for de grønne fly, for fly har en lang levetid, ofte over 20 år, og der er mange relativt nye fly på himlen. Og hverken økonomiskt eller miljømæssigt vil det være tiltrækkende at skrotte et ikke udtjent fly til fordel for et lidt grønnere fly.

Og hvis vi kun ser på økonomien, vil grønne fly formodentlig slet ikke kunne matche traditionelle fly. Syntetisk SAF og grøn brint vil i mange år ud i fremtiden være et dyrt alternativ til jetfuel, så der vil ikke være noget økonomiske incitament til at fremskynde udviklingen og ibrugtagelsen af grønne fly.

Derudover er der kapacitetsproblemerne ved den nødvendige voldsomme udbygning af produktion af SAF og brint, som i øjeblikket kun ville kunne dække få procent af flytrafikken. En udregning har vist, at hvis bare alle indenrigsruter i UK skulle beflyves med brintfly, ville det kræve grøn elektricitet svarende til et stort atomkraftværk.

Er der så slet ikke noget vi kan gøre?

Jens Flottau fra Aviation Week kritiserer flyfabrikanterne for at bruge problemerne med batterier og grønt brændstof som en undskyldning for ikke at gøre noget. Han mener, at de store ordrebøger som rækker langt ind i 2030’erne ikke tilskynder til at tænke nyt. Boeing 737 har en 80 år gammel udformning, og Airbus A320 er 50 år gammelt, så han mener, at der er kommet aerodynamiske fremskridt, som gør det muligt at fremstille mere effektive fly baseret på fossiltbrændstof i stedet for at udskyde alting.

I den forbindelse kan nævnes, at Boeing i sidste måned har sat deres projekt sammen med NASA om udvikling af et brændstofeffektivt fly med ultralange vinger (X-66) på pause i ubestemt tid.

Et problem er, at mange troede at TESLA-succesen kunne gentages med batterifly, og det opsugede meget venturekapital til små optimistiske techvirksomheder med futuristiske projekter, som ikke har overlevet idefasen og er gået fallit. Først nu er man så begyndt at investere i mere realistiske projekter med ombyggede småfly til elektriske batterifly og på det seneste til hybridfly med strøm fra brændselsceller fodret med brint.

Men er der dog ikke noget vi kan gøre?

Jo, der er en anden vej til at mindske udledning fra fly, og det har slet ikke noget med grønne motorer at gøre. Fly kan i princippet bevæge sig frit i tre dimensioner. I praksis er fly dog også låst til veje, de må ikke bare flyve den direkte vej fra et sted til et andet, de skal følge bestemte korridorer.

Det var smart og fornuftigt den gang, at man ikke havde så meget styr på, hvor de forskellige fly var, og flyene selv måske heller ikke vidste præcis, hvor de var. Så var det godt, at de ikke bare kunne flyve rundt på kryds og tværs og støde ind i hinanden (selv om vi inden for de sidste måneder alligevel har haft nogle, der har gjort det med mange omkomne til følge i nærheden af Reagan-lufthavnen i Washington).

Situationen i dag er en helt anden. Enhver kan gå ind på Flightrade24 og se, hvor ethvert fly over hele kloden er (medmindre flyet bevidst slukker sin transponder, for at skjule sin position). Med moderne computerteknologi burde det ikke være noget problem at holde styr på flyene, så de ikke kolliderer.

Hvis fly fik lov til at flyve den korteste vej fra A til B uden for korridorerne, ville det øjeblikkeligt give en brændstofbesparelse. Det gør ikke flytrafikken grøn, men det kunne, indtil den bliver grøn, spare en masse olie.

Denne løsning er desværre langt vanskeligere end den teknologiske udfordring, for det kræver at politikere i flere lande bliver enige.

Så fremtiden er i heldigste fald grågrøn.