Det næste narrow-body fly?

De to stores narrow-body fly er ved at være nogle gamle svende – ældst er Boeing 737, der er udviklet med teknologi, der har sin oprindelse i 1950’erne, og med MAX-generationen må det være endegyldigt slut.

Men der er ikke økonomisk incitament til at udvikle et nyt fly. Motorteknologien er ikke klar til at give den nødvendige brændstofbesparelse – eller grønnere fly for den sags skyld.

Men der må snart ske noget, og det var forventet at Boeing ville komme først – de har det ringeste fly. Men deres kunder vil hellere have fly der virker end nye fly. Så det ser ud til, at Airbus for en gang skyld bliver først med deres Next-Generation Single-Aisle (NGSA) fly.

Airbus fastholder, at de vil tilbyde NGSA i 2030 med forventet levering sidst i 30’erne, hvorimod Boeing bliver ved med at udskyde et nyt fly. Det store spørgsmål er, hvilken motor man skal vælge. Den såkaldte propfan under udvikling af cfm har tidligere været favorit, men først fik Boeing kolde fødder, og Airbus kærlighed til denne mellemting mellem en turbojet og en turboprop er nu også kølnet. Rolls Royces ultrafan synes et sandsynligt alternativ, og P&W vil sikkert også presse på med en opdateret version af deres gearede turbofan – men de kan ikke opnå samme brændstoføkonomi som den, en propfan i teorien har.

Men måske bliver det Embraer, som prøver lykken og kommer først med et nyt Single-Aisle fly?

Skriv en kommentar