Havguden er på vej

Det er nu blevet officielt, at Danmark vil anskaffe P-8 Poseidon; et maritimt patruljefly beregnet til at opspore og tilintetgøre fjendtlige både og ubåde.

P-8 er et ombygget Boeing 737-800; altså et fly fra NG-generationen og ikke den nyeste MAX-generation. Danmark køber altså amerikansk på trods af alle løfterne om at fremme den europæiske militærindustri. Det er der et par grunde til: Airbus har luftet planer om et tilsvarende fly baseret på A320, men det er ikke blevet til mere. SAAB har heller ikke noget (de har et AEW&R-fly med radar på ryggen, som NATO køber i stedet for Boeings E-7). Danmarks naboer (Norge, UK og Tyskland) har købt P-8, hvilket er en stor fordel, og Danmark har indgået en aftale med Tyskland om at vedligeholde flyene, hvilket løfter en kæmpe byrde fra det danske flyvevåben.

P-8 har en avanceret look-down radar, men den danske udgave vil formodentlig som de fleste andre mangle et magnetometer til at lokalisere ubåde, som bl.a. den indiske version er udstyret med; det må klares ved at nedsmide lytteudstyr eller sniffe efter udstødningsgasser. Når fjendtlige fartøjer er lokaliseret, kan de angribes med torpedoer og missiler, som kan bæres internt eller under vingerne.

P-8 kan kendes på, at der kun er et (stort) vindue på hver side af flyet.

Skriv en kommentar